Vedtægter

  1. § – Navn og beliggenhed
  2. § – Formål
  3. § – Medlemmer
  4. § – Medlemmernes rettigheder
  5. § – Medlemmernes forpligtelser og hæftelser i øvrigt
  6. § – Udtræden af selskabet
  7. § – Levering til ikke medlemmer (købere)
  8. § – Generalforsamlingen
  9. § – Stemmeret og afstemninger
  10. § – Bestyrelsen
  11. § – Tegningsret
  12. § – Årsrapport
  13. § – Opløsning
  14. § – Ikrafttræden

§ 1 – Navn og beliggenhed

Selskabet er et andelsselskab, hvis navn er Andelsselskabet Gjerrild Nordstrands Vandværk.

Vandværket er beliggende Emmedsbovej 19, Emmedsbo, 8500 Grenå

§ 2 – Formål

Selskabets formål er i overensstemmelse med, den til enhver tid gældende vandforsyningslov, og det for vandværket fastsatte regulativ, at forsyne ejendomme indenfor vandværkets forsyningsområde, med godt og tilstrækkeligt vand, samt at varetage medlemmernes fælles interesser i vandforsyningsspørgsmål, samt deraf afledte forhold.

§ 3 – Medlemmer

Enhver der har tinglyst adkomst til fast ejendom i forsyningsområdet, kan blive medlem af selskabet.

For ejendomme der er opdelt i ejerlejligheder, er det ejerne af de enkelte ejerlejligheder, der er medlem, med mindre andet er tinglyst på ejendommen.

§ 4 – Medlemmernes rettigheder

Selskabets medlemmer har ret til at blive forsynet med vand på de vilkår, der er fastsat i det af Norddjurs Kommune fastsatte regulativ.

Ved indmeldelse udleveres vedtægter, regulativ og gældende takstblad.

§ 5 – Medlemmernes forpligtelser og hæftelser i øvrigt

For enhver af selskabets forpligtelser hæfter medlemmerne personligt, subsidiært og solidarisk.

Medlemmerne hæfter personligt solidarisk i et forhold, der svarer til medlemmets hovedanlægsbidrag.

Beløbsstørrelsen beregnes på baggrund af det prisniveau, der er gældende på det tidspunkt, et krav kan gøres gældende ved domstolene.

Ethvert medlem skal ved sin indtræden i selskabet underskrive erklæring om, at vedkommende indtræder med alle de rettigheder og forpligtelser, der fremgår af vandværkets regulativ og takstblad – herunder betaling af anlægsbidrag samt af nærværende vedtægter.

Ethvert medlem er ansvarlig for sine eventuelle lejere.

Såfremt et medlem overdrager sin ejendom, er medlemmet, ved dødsfald medlemmets bo, forpligtet til at drage omsorg for, at den nye ejer, ved at underskrive og indsende ejerskifteerklæring indtræder i medlemmets forpligtelser overfor selskabet. Når selskabet modtager ejerskifteerklæringen ophører medlemmets rettigheder og forpligtelser overfor selskabet.

Det er en betingelse af ejerskiftet, at samtlige forfaldne ydelser til vandværket er betalt.

Selskabet kan overfor nye medlemmer betinge sig en deklaration, tinglyst pantstiftende på ejendommen til sikkerhed for betalingen af anlægs- og driftsbidrag.

§ 6 – Udtræden af selskabet

Udtræden af selskabet kan ske ved grundens ophør som selvstændigt matrikelnummer, eller hvis ejendommen overføres til andet forsyningsområde.

Såfremt en grund ophører som selvstændigt matrikelnummer, afbrydes stikledningen til forsyningsselskabet og medlemmet udtræder af selskabet.

Ved udtræden kan der ikke udbetales eller udloddes andel i selskabets formue, ligesom eventuelle omkostninger afholdes af medlemmet.

§ 7 – Levering til ikke medlemmer (købere)

Institutioner som ifølge deres natur eller ejere af enkelte ejendomme, som ifølge særlige omstændigheder, ikke kan være medlemmer, vil mod en af bestyrelsen fastsat afgift kunne få leveret vand. Sådanne købere skal forpligte sig til at overholde vandværkets regulativ samt vedtægternes bestemmelser bortset fra bestemmelsen om andelsret og hæftelse.

Det samme gælder distributionsforretninger/selskaber der helt eller delvist dækker deres leveringspligt ved køb hos selskabet.

Bestyrelsen fastlægger i hvert enkelt tilfælde vilkårene for sådanne vareleverancer.

§ 8 – Generalforsamlingen

Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i maj måned.

Indkaldelse til generalforsamling, sker med mindst 3 ugers varsel ved annoncering på vandværkets hjemmeside og ved særskilt meddelelse i mail eller pr. brev til hvert medlem, med angivelse af dagsorden.

Forslag skal for at kunne behandles på ordinær generalforsamling afgives til bestyrelsen senest 1.april.

Dagsorden for den ordinære generalforsamling vil være.

1. Valg af dirigent

2. Bestyrelsens beretning

3. Regnskabet og budget

4. Indkomne forslag

5. Orientering om takster

6. Valg af bestyrelsesmedlemmer

7. Valg af suppleanter til bestyrelsen

8. Valg af revisor

9. Valg af revisor suppleant

10. Eventuelt

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen.

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når mindst 25 % af medlemmerne fremsætter skriftlig forlangende herom til bestyrelsen ledsaget af skriftlig dagsorden.

I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes inden to måneder efter modtagelsen af den skriftlige begæring, og dagsorden skal udsendes med indkaldelsen.

De på generalforsamlingen trufne beslutninger indføres i selskabets forhandlingsprotokol, der underskrives af dirigenten og bestyrelsen.

§ 9 – Stemmeret og afstemninger

Hvert medlem har en stemme pr. ejendom medlemmet ejer.

Et medlem kan afgive stemme ved skriftlig fuldmagt. Et medlem kan dog udover egen stemme kun afgive yderligere en stemme ved fuldmagt.

Ethvert medlem kan kræve hemmelig afstemning.

I henhold til § 7 har købere ret til at overvære generalforsamlingen og har tale ret men ingen stemmeret. Afgørelsen træffes ved simpelt stemmeflertal.

Forslag til vedtægtsændringer kan kun vedtages når mindst 2/3 af de stemmeberettigede er til stede, og når mindst 2/3 af disse stemmer for.

Er kun den anden af disse betingelser opfyldt, indkalder bestyrelsen til ekstraordinærgeneralforsamling til afholdelse inden 2 måneder på hvilken forslaget kan vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer uanset antallet af fremmødte stemmeberettigede.

§ 10 – Bestyrelsen

Selskabets bestyrelse består af 5 medlemmer valgt blandt medlemmerne for 2 år ad gangen, idet der hvert år på den ordinære generalforsamling afgår skiftevis 2 og 3 medlemmer.

Herudover er valgt 2 suppleanter, som ved afgang fra bestyrelsen tiltræder efter opnået stemmetal. Sådanne bestyrelsesmedlemmer indtræder i det afgåede medlems resterende valgperiode.

Genvalg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan finde sted.

Bestyrelsen konstituerer sig selv. Den er beslutningsdygtig når mindst halvdelen af medlemmerne er tilstede. Bestyrelsen kan til varetagelsen af den daglige drift ansætte fornødent personale, og ligeledes afholde de efter dens skøn nødvendige udgifter til administration, reparation og vedligeholdelse.

Bestyrelsen har ansvar for regnskabsførelsen og opstiller årsregnskab og budget.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fører forhandlings protokol, der underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.

Anlægsvirksomhed der overstiger det vedtagne budget inkl. eventuelle henlæggelser, skal forelægges generalforsamlingen.

Bestyrelsen kan i tilfælde af vandspild og / eller overtrædelse af konkrete påbud pålægge overtræderen en særafgift, som skal fremgå af takstbladet.

§ 11 – Tegningsret

Selskabet tegnes af formanden i forening med et bestyrelsesmedlem.

Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom og ved udstedelse af gældsbeviser kræves dog hele bestyrelsens underskrift.

Bestyrelsen kan meddele prokura til en mindre kassebeholdning til daglige driftsudgifter.

Denne kassebeholdning vil også kunne bruges til netbetalinger.

Alle regninger skal inden udbetaling attesteres af formanden eller den af bestyrelsen udpeget person.

Checks skal underskrives af kasserer og et bestyrelsesmedlem.

§ 12 – Årsrapport

Selskabets regnskabsår løber fra 1.januar til 31. december.

Det årlige overskud, der måtte fremkomme efter forsvarlige afskrivninger og henlæggelser, kan ikke udbetales til medlemmerne, men skal anbringes i bank, sparekasse eller anbringes i obligationer.

Revision af årsrapporten foretages af de generalforsamlingsvalgte revisorer, samt en af bestyrelsen antaget revisor.

Årsrapporten underskrives af revisorerne og bestyrelsen.

§ 13 – Opløsning

Opløsning kan kun besluttes såfremt ¾ af samtlige stemmeberettigede stemmer derfor. Dersom opløsningen vil kunne ske uden indskrænkning i forsyningsmulighederne f.eks. ved fusion med et andet vandværk, eller ved kommunal overtagelse, kan opløsningen dog besluttes efter de i § 9 angivne bestemmelser vedrørende vedtægtsændringer.

Et eventuelt overskud kan ikke udloddes til medlemmerne, men kan overføres til andet selskab, der varetager samme eller lignende formål som selskabet.

Den opløsende generalforsamling træffer afgørelse om eventuelle aktivers anvendelse.

§ 14 – Ikrafttræden

Selskabets vedtægter er sidst ændret på generalforsamlingen d. 27-04-1979

Disse vedtægter træder i kraft d. _____________________

Som vedtaget på den ekstra ordinære generalforsamling

Flemming Kruse Laursen, Formand

Bestyrelsen

Alex Rasmussen,  Kaj Knudsen, Jørgen Emcken,  Vagn Frandsen

Printervenlig version af vedtægter